I dag er det 3 år siden min mor døde. Sådan udefra set var det vel ganske roligt, forventet og fint. Hun havde været syg i årevis, var derhjemme, og vi var der alle sammen. Ingen havde ufærdige konflikter indbyrdes eller med hende.

Så der var bare sorgen.

For mig var det alt andet end roligt. Jeg har tidligere haft virkelig svært ved at håndtere svære følelser og især at mine grænser blev overskredet. Når disse ting skete lukke mit system bare ned, og jeg besvimede. Den dag, for tre år siden, troede jeg faktisk at jeg havde fået styr på det. Men det var alligevel for voldsom en oplevelse.

I bakspejlet er det måske fair nok. For mig er der ikke ikke umiddelbart ret mange ting, der virker så grænseoverskridende, som at se sin mor dø.

Men, jeg havde heldigvis mit bagland i orden, og min kæreste greb mig da jeg faldt. Det gør han altid. Og der er ingen ord for, hvor stort netop det er.

Jeg står her, tre år senere. Og er stadig opfyldt af sorg. Jeg tror ikke længere på at sorgen forsvinder. Måske bliver den mindre tilstedeværende. I perioder.

Men tabet og sorgen er så infiltreret i det daglige liv, at det er svært at skille ad. Få måneder efter min mors død, blev jeg gravid med vores første barn. Min mor ønskede sig et barnebarn mere end noget andet. Jeg var ikke klar, og kunne ikke give hende det. Jeg ved, at tanken om et barnebarn holdt hende i live i mange år. En visualisering hun skabte af os alle sammen i sommerhuset – sammen med en barnevogn.

Der er få smerter, der er så store, som at se på min glade datter, så fuld af liv, og vide at de to aldrig nåede at mødes. Jeg nåede dog, at fortælle min mor, at vi planlagde en graviditet.

Jeg kom til at spekulere på det her med at være pårørende. Det er en kompliceret rolle at få, og meget forskellig afhængigt af den syge, familiestrukturen der allerede eksisterer og hvem vi selv er.

Jeg kan knap nok huske, at min mor ikke har været syg. Så jeg har været pårørende en meget stor del af mit liv. Jeg husker som teenager, at det værste var at min mor var hjemme hele tiden. Jeg havde aldrig et øjeblik alene. Det kunne fylde for mig, fordi andre havde taget over på nogle væsentlige områder, fordi jeg var 13 år, og nok især fordi jeg havde en indre, urokkelig tro på, at min mor ikke kunne dø. Hun var jo min mor!

I dag ville jeg kalde det en knivskarp manifestationsevne. Tro på det du vil opnå som det mest selvfølgelige, forestil dig du allerede har det, og giv så slip.

Min mor brugte også både manifestation og visualiseringer. Jeg tror ikke hun vidste bevidst, at hun manifesterede resultaterne.

Jeg var så priviligeret, at have en mor med en helt særlig styrke. En mor som tog lægernes dødsdom med en tilgang, som om de tog fejl. Hun begyndte at gå til dans. Hun brugte enhver mulighed hun kunne til at springe champagnepropper og fejre livet. Så frem for at kravle ind i sig selv, give op med et label der siger ‘Terminal patient’, så valgte hun livet.

Det var egentlig ikke så let at se i øjeblikket. Men nu, i bagklogskabens klare lys, ser jeg det fint. Hvor stærkt hun valgte livet til. Hvor stærkt hun valgte os til.

Som pårørende må vi se den vi elsker lide. Vi må være den stærke, for den syge bruger sine ressourcer på sin sygdom. Sådan skal det være. Men, som pårørende bliver man også træt. Det er en anden række ressourcer der bliver drænet. Man har aldrig, nogensinde fri. Det er ikke muligt at holde ferie (hvis du prøver, så husk at købe den største rejseforsikring du kan finde).

Til hverdag er vi også pårørende i mindre omfang. Vi er pårørende når vi har syge børn eller en syg partner. Eller for den sags skyld, et sygt kæledyr. En lang række følelser skal håndteres, afhængigt af situationen. Angst og frygt, vrede og magtesløshed. Så er der alt det praktiske. Kørsel frem og tilbage til læger og sygehuse og behandlinger. Opvask, rengøring, tøjvask, madlavning, indkøb. Alle de pligter den syge normalt har, og ikke længere kan varetage, hvadenten det er for en kort eller en længere periode. Den pårørende skal varte op, spørge, trøste, holde på panden, støtte den syge i badet og en masse andet.

Det er en STOR belastning. En der er undervurderet, eller i hvert fald ikke talt så meget om.

I dag vil jeg gerne sige TAK til dig der er pårørende. Dig, der giver den syge plads til at være syg. Din indsats, må du huske, er af meget stor værdi, og den er vigtig. Din indsats betyder også, at du sætter dig selv til side.

Husk dig selv i processen, så den pris du skal betale efterfølgende ikke er for høj. Jeg ved, at det kan være svært at få plads til at prioriterer sig selv. Det behøver heller ikke være store, omfattende ting. Det kan være 15 minutters havevandring om aftenen, hvis du har en have. Det kan være at du sørger for at få godt med vitaminer, mineraler eller urter dagligt. Det kan være at du tager et langt fodbad. Bare fordi det er dejligt for dig.

Vær blid ved dig selv – det er der brug for.

Fordi dagen i dag, og emnet her, er noget særligt for mig, vil jeg gerne tilbyde min hjælp til dig der er pårørende, og har svært ved at se hvordan du skal passe på dig selv. Send mig en email, så hjælper jeg dig på vej helt gratis. Husk at skrive dit navn og dit telefonnummer i emailen.