… er det så svært at komme ud af den!

Jeg talte med en kvinde den anden dag.

Lad os kalde hende Dorthe. Dorthe har givet mig lov til at fortælle hendes historie her.

Dorthe er en stærk og handlekraftig kvinde. Hun har et godt og stabilt job, og tackler udfordringer både der og i hjemmet til topkarakter. Der er dog en udfordring, som bliver ved med at fælde hende, og det er vægten.

Jeg har kendt Dorthe i lang tid, og ved derfor, at hun har en virkelig stor viden (jeg mener virkelig) om kost, og alligevel har hun ikke held med at slippe de ekstra kilo. Hun har tabt lidt, men det er bare ikke stabilt. Hun fortalte mig i går, at nu kunne hun snart ikke mere. Hun var simpelthen så ked af det indeni.
Hun følte sig som en fiasko, fordi hun ikke kunne lykkes med ’noget så simpelt’, som hun formulerede det.
Hun fortalte mig, hvordan vægten påvirkede hendes selvbillede i en lang række af forskellige situationer:

  • I forhold til at være et godt forbillede for sine børn
  • Hendes tro på sig selv begynder at smuldre og forgifter langsomt hendes arbejdssituation
  • Hun er flov når hun spiser sammen med andre i kantinen
  • Hun føler sig mindre værd end hendes slanke veninder, og det giver konflikter
  • Hendes forhold til hendes mand er under pres. Hun bryder sig ikke længere om at tage tøjet af foran ham, og seksualiteten lider selvfølgelig derunder.

Det smerter mig sådan at høre Dorthe fortælle de her ting. Måske fordi jeg kender den her situation. Jeg ved, hvordan det er, at være der, hvor Dorthe er lige nu. Og det er ikke noget rart sted at være. Det er svært at se sig ud af.

Måske kender du det? Hvis du gør, så hæng i her. Jeg skal fortælle dig hvad Dorthe og jeg talte om, og hvad jeg foreslog hende at tage fat på.

Det allerførste vi talte om, var ansvar. Altså, det her med, at vi alle sammen har 100% ansvar for vores egen situation. Måske sker der ting omkring os der påvirker vores situation, men vi vælger selv hvordan vi handler. Jeg vidste på forhånd, at Dorthe var helt klar over det her, men vi tog alligevel en snak om ansvar. De fleste af os er vokset op i en kultur, hvor det er de andres skyld, verden er uretfærdig og ansvaret ligger uden for os selv. Hvis vi er vokset op med bare en enkelt overbevisning omkring skyld og uretfærdighed, så gavner det altid at kigge lidt ekstra på ansvar. Jeg tager stadig mig selv i tanker om uretfærdighed af og til. Og det er selvom jeg har arbejdet med, at tage ansvar for mig selv og mit liv i 20 år.

Det næste vi talte om var frygt. Frygt er så stærk en følelse. Den ligger så dybt i os som mennesker. Vi er jo sådan set bare sårbare dyr uden hverken kløer eller tænder og vi kan ikke engang løbe særlig stærkt. Vores overlevelse er helt afhængig af vores evne til at regne ting ud. Drivkraften til at ’regne ting ud’ ligger i frygt. Hvis vi bliver bange, generere det handlekraft. Vi løser altså situationen, og bliver trygge igen.
Det er virkelig fikst ud fra et overlevelsesmæssigt perspektiv. Men kommer det til at skabe ændringer i vores hverdag, så kan det være vildt problematisk.

Lad mig fortælle dig hvorfor:

Forestil dig at du har en kasse inde i hovedet. Her er du tryg. Det svarer til din hule. Du ved hvor væggene er, og ved, at når du er der, sker der dig ikke noget ondt. Jo mere tid du bruger i kassen, jo mere tryg er du. Men, hvis kassen er din hule, så er du jo nødt til ud og samle mad af og til. Når du går ud af hulen, lurer farerne. Hulebjørnen kan ligge på lur bag en busk og sabelkatten gemmer sig måske bag ved en sten. Du er med andre ord i fysisk livsfare, når du går ud af hulen. Dit system indretter sig derefter og du er 100% på, mens du samler mad. Så snart du kan, spæner du tilbage i hulen, hvor du er i sikkerhed igen.

Smart! Du overlever altså i istiden på baggrund af den her taktik.

I forhold til nutiden, så er det sådan, at dine gener kun har forandret sig ganske, ganske lidt siden istiden. Vi kan derfor drage en parallel frem til, hvordan hjernen forsøger at holde os i live i dag. Hvis du nu udskifter ordet ’hule’ med ’komfortzone’ ovenfor, så har du et fuldstændig præcist billede af hvad der sker i hjernen. Kort sagt, så tror din krop, at du er i livsfare, når du bevæger dig udenfor komfortzonen. Kroppen vil derfor gøre hvad som helst, for at få dig tilbage i sikkerhed igen.

Hvad har det så med vægten at gøre? Jo, hvis vi bruger Dorthe som eksempel, så reagerer hendes krop med en frygtstrategi, så snart hun begynder at tabe sig. Det at veje mindre, er for Dorthes krop noget der anses for lig med livsfare, fordi hendes komfortzone lige nu, er de ekstra kilo. Derfor begynder Dorthes hjerne også at modarbejde hende når hun går i gang med en masse gode tiltag. Lad os sige, at Dorthe har lagt en striks kostplan lige efter bogen, uden udskejelser, for nu skal hun bare tabe sig! Efter kort tid med nærende kost, begynder Dorthes hjerne at se sukker alle vegne. Hun drømme om kager, salte nødder, popcorn, ost og rødvin.

Nå ja, tænker Dorthe så. Et lille glas rødvin kan jeg da godt tage – det er jo sundt!

Og så skrider det hele, for frygten blev næret. Den fik dermed endnu mere magt til at trække Dorthe tilbage i hulen.

Giver det mening for dig? Det er altså ikke rødvinen i sig selv, der gør forskellen, men det at hjernens frygtstrategi blev fodret og at Dorthe gik tilbage i hulen.

Forestil dig i stedet, at Dorthe har lagt en plan, som hedder:
Jeg spiser på den og den måde, min hverdagskost består af de her ting. Hver fredag drikker jeg et glas rødvin fordi jeg elsker det. Søndag morgen smovser jeg i hvide rundstykker med smør, jeg spiser maksimalt to hele rundstykker. I øvrigt spiser jeg et æg sammen med, så mit blodsukker ikke går amok.

Når Dorthe overholder sine aftaler med sig selv – og nøjes med det ene glas rødvin i stedet for at lade det blive til flere, så vinder frygten ikke.Dorthe går uden for sin komfortzone med vilje. Og hun bliver der. Der er simpelthen ikke plads til at falde i. Uanset hvor ubehageligt det er. Efter kort tid (for de fleste er det mellem dag 3 og 7 i en kostændring) begynder hjernen på alle mulige og umulige krumspring for at skubbe Dorthe tilbage i komfortzonen. Den eneste vej igennem her, er at erkende, at hjernen er i gang med at hjælpe os til at overleve. Det er i øvrigt virkelig pænt af den, bare lidt malplaceret i vores moderne verden.

Så, hvad gør du ved frygten? Jeg gav Dorthe den her øvelse, som jeg også gerne vil dele med dig. Den hjælper dig med at slippe frygten, når den kommer (og det gør den!). Øvelsen her duer også hvis du går ud af din komfortzone i andre sammenhænge, fx hvis du skal skifte job, flytte, møde din nye svigerfamilie første gang eller starte en virksomhed op.

Øvelsen får du her:

Når du mærker frygten dukke op og prøve at skubbe dig tilbage i din komfortzone, så sæt dig ned så hurtigt som muligt efter din observation (er du på arbejde, så sæt dig ud på toilettet eller lignende, bare du kan være i fred).

Luk øjnene og træk vejret dybt nogle gange.
Mærk dine fødder imod jorden, og forestil dig at du skyder rødder dybt ned i jorden så du står godt fast.
Når du er klar, så find følelsen frem som fik dig til at reagerer.
Mærk den.
Prøv et øjeblik at være taknemmelig over at din krop er så højt gearet til at hjælpe dig med at overleve.
Prøv så at lokalisere følelsen.
Hvor sidder den henne (nej, den sidder ikke i hovedet, men i kroppen)?
Hvad farve har den?
Hvordan føles den?
Er den varm, kold, spids, kantet, glat eller noget helt andet?
Har den en farve?
Når du har undersøgt den grundigt så skru op for den. Så meget som du over hovedet kan.
Og træk så vejret igennem følelsen med hele din krop.
Bliv ved med det indtil du kan mærke at følelsen opløses fuldstændigt.
Lad bare alle reaktioner komme undervejs. Græd hvis du har brug for det, råb eller grin hvis det er det der kommer.

Nu kan du gå tilbage til det du var i gang med, og fortsætte din rejse uden for din komfortzone.

Måske tænker du nu – hvad skal jeg uden for min komfortzone for? Det skal du heller ikke nødvendigvis – kun hvis du vil skabe forandringer. Hvis du gør hvad du altid har gjort (hvis du bliver i hulen), så får du hvad du altid har fået. Så, er du glad og tilfreds med dit liv, så klap dig selv på skulderen og ønsk dig selv tillykke! Det er nemlig stort 🙂