Vi spiser antiinflammatorisk kost i tiden. Nul sukker, nul hvedemel, nul lækkerier. Min bedste halvdel har kæmpet hele vinteren med allergier og temmelig heftige infektioner (den slags der kræver hospitalsindlæggelser og konstant antibiotika-drop i dagevis). Så nu skal vi have lidt styr på hans immunforsvar. Vi andre er selvfølgelig blevet pressede af, at han har været så alvorligt syg, hvilket medfører, at vi også er blevet syge…

Vi er lige ved at stikke næsen op til overfladen efter knap 3 (T-R-E) uger på langs. Alle tre. Så, antiinflammatorisk kost er på sin plads her, ingen tvivl om det.

Det går sådan set også rigtig fint med det. Mange af tingene er standard i vores køkken i forvejen. Vi spiser aldrig svinekød og kun ganske lidt oksekød. Vi får fisk hver dag, og tit flere gange hver dag. Men der var gået lige rigeligt rugbrød i den. Og desuden, nørd som jeg er, er det jo altid sjovt at prøve nogle retningslinjer af, som andre har udstukket. Så kan vi plukke lidt i dem bagefter.

Men altså. Nu er der gået tre uger uden smagsløg, med feber, snot og hoste og hvor konen i huset (jo, det er rigtig nok mig), må passe syge børn og mænd. Jeg er sikker på, at de begge to havde den næsten-dødelige mande-influenza. Den ene var helt klart dårligere end den anden. Så jeg måtte vaske tøj, lave madder og handle ind, selvom jeg var lige så syg. Det er vistnok sådan det er, at være kvinde. Det er endda ikke engang noget nyt i det. Men altså. Jeg er ved, at blive levende igen. Og i aften skal vi have gæster. Jeg har pligtskyldigt brugt hele formiddagen på at bage sunde mandel-dadel kager (som ikke engang er antiinflammatoriske, men som i det mindste ikke indeholder sukker!), broccoli-boller til weekendens udflugter og alt muligt andet. Det gik SÅ godt. Indtil jeg skulle hente noget i fryseren.

Der lå de. Rabarberne.

De kiggede på mig med et så fornærmet blik. Tænk, at jeg bare lod dem ligge der. Man skulle tro, at de VIDSTE, at jeg var faldet over en rabarber-kage opskrift den anden dag…

Og hvad kom der ud af det? En rabarberkage (bevares, uden mælk, vi har Smørbar nok til en hel hær). Med MASSER af sukker og hvedemel af den aller-hvideste slags.

Jeg har ikke tænkt mig at sige det til nogen. Jeg har tænkt mig at lave en rigtig god kop kaffe, smovse rabarberkage af de fine tallerkener og NYDE det 100%. Resten af kagen gemmer jeg i fryseren (hæhæ) til regnvejrsdage, hvor jeg er alene hjemme, og ingen kan se mig spise den.

Engang gjorde jeg alting i smug. Spiste kage i smug, for at ingen skulle opdage hvor forfærdelig jeg var. Eller hvor meget jeg spiste. Jeg kan stadig tage mig selv i at gemme papiret (og krummerne!). Forskellen er, at i dag stopper jeg. I en lang periode øvede jeg mig i, at fortælle, hvad jeg havde spist til nogen. Bare for at overkomme den frygt, jeg havde for at være ulækker, dum, få skæld ud eller noget helt fjerde.

Når jeg tænker på det nu, er det helt surrealistisk. Og jeg bliver så glad og taknemmelig for, at jeg kan bage en kage, fordi jeg har lyst – og at det er okay. At jeg rent faktisk tør dele det med dig, der læser med, helt uden antydningen af hverken frygt eller ubehag. Jeg tænker bare, at du måske kan genkende behovet for at slå dig i tøjret, når du har gang i et projekt (som fx den antiinflammatoriske kost).

Hvis du også har lyst til at smovse i rabarberkage, så siger jeg go for it! Prisen er ustabilt blodsukker i et par dage, men jeg kan allerede fortælle dig nu, at den her rabarberkage var det hele værd.